Velkommen til virkeligheden… 

Når du kigger på mig ser du en sund og rask kvinde, men det er ikke sandheden. Jeg har en kronisk sygdom som giver mig daglige smerter, som jeg af andre helbredsmæssige årsager ikke kan får andet lindring for en Panodil. Det er en af  de ting som ligger til grund for at jeg har fået en depression. Jeg har måtte erkende at jeg ikke kan klare det på egen hånd og er gået med til min læges forslag om at starte op med antidepressiv medicin, selv om det for mig virker lidt som at smide håndklædet i ringen. 
De sidste års sygdom og den sorg som medfølger har fået mig til at gå ned med flaget. Alle de erkendelser der har været undervejs har taget hårdere på mig end jeg har kunnet indse tidligere. Alle de svigt jeg har oplevet og den ensomhed jeg er fanget i, og følelsen af mit netværk er smuldret væk fordi jeg alene ikke har energien til at vedligeholde det. Jeg føler mig i det hele taget meget misforstået.

Folk siger ‘bare sig til hvis der er noget jeg kan gøre’… Men det er bare så svært at sige til eller nærmere erkende at jeg har brug for hjælp. Når jeg så ikke siger direkte til, fordi det er svært for mig og jeg helst ikke vil være til nogen last, er folk af den opfattelse at jeg klarer mig selv fint, men det er ikke sandheden… Sandheden er at jeg lever et ensomt liv, fyldt med daglige smerter, et liv som jeg flygter fra gennem min kreativitet. Hvis det ikke var for alle mine kreative projekter så havde jeg nok længe mistet livsmodet.

Men…

Mange i min omgangskreds har givet udtryk for at de ikke kan forstå hvorfor jeg kan lave alle mine kreative ting, men ikke gå på arbejde. Det gør mig voldsomt ked af det, da de to ting i mine øjne intet har med hinanden at gøre.

Når jeg f.eks siger at jeg har brugt hele dagen på at sy, så har jeg nok maksimalt haft 2 timers effektiv arbejdstid fordelt fra kl 8-14, hvor 2/3 af tiden har jeg siddet i sofaen og sat nåle i det jeg er ved at sy. Når klokken så er 14 er jeg for det meste helt færdig og for træt til at lave mere den dag.

Jeg tror det bliver svært, for ikke at sige en umulighed at komme fuldt tilbage på arbejdsmarkedet, men de 2 timer jeg er på arbejde hver onsdag betyder rigtig meget for mig, også selv om jeg bliver mødt med: 2 timer, det var ikke meget… Og så bliver jeg igen ked af det og føler mig slm om jeg intet er værd.

Så i sidste ende er det jo ikke så mærkeligt at jeg har fået en depression, men nu må jeg bare satse på at medicinen kan hjælpe mig ud af denne onde cirkel og mit sociale liv bliver lidt mere overskueligt.

3 kommentarer Tilføj dine
  1. Det er rigtig skønt at vide at det kan lade sig gøre at komme videre ?
    Allerede nu synes jeg at der er sket en foreskel i mit livssyn. Det at få skrevet det ned hvordan jeg har det og så få det fortalt til andre, har faktisk gjort at jeg føler mig fri for at tænke på det hele tiden. Det har gjort at jeg kan give slip og nyde de goder jeg har i livet. Der er bare så mange ting som gør mig glad, så skidt med alle de ting som går mig på, nu er de kommet ud så jeg er fri for at tænke på dem.
    Fremover vil jeg bruge min tid på ting som jeg er god til og som giver mig energi og ikke bekymre mig så meget om hvad andre tænker og gør, og være taknemmelig for det netværk som stadig er intakt.
    Men dette indlæg har været nødvendigt for at få sat et punktum og komme videre.

  2. Hej Nina
    Jeg har været i samme situation som dig…. idag er jeg heldigvis fri for depression, men smerterne er et livsvilkår og min følgesvend for altid.
    Kreativitet har også betydet rigtig meget i mit forløb – og for 2 år siden begyndte jeg pludselig at sy tøj. Det har været en fornøjelse at komme ind i dette univers, og jeg er sikker på at det har været med til at hjælpe mig.
    Du skal ikke være ked af, at du ikke kan få andet for dine smerter – somme tider er smerter bedre end den tilværelse man får på morfin. Jeg har været igennem et forløb med udtrapning og ophør og har det langt bedre idag – mere end et år uden morfin, men med smerterne.
    Du skal nok klare dig igennem – du har startet en god ting her, og du skal flytte dit fokus derhen hvor der er noget godt, noget at sætte pris på, at være glad for…
    Jeg ved hvordan du har det – og derfor kan jeg også udfra din lille fortælling læse, at der er lidt vej endnu, men du skal nok komme derhen – hav tålmodighed, bank ikke dig selv i hovedet med alt det du ikke kan, når nogen ikke mener at 2 timer er meget, så fortæl dem hvor betydningsfuldt det er for dig, forklarede dem hvor vigtigt det er for dit selvværd at du føler at du gør nytte og gavn, og at du ville ønske, at alting var som de engang var, men at det er de ikke mere. Det er en sorg at miste sig selv – og det tager tid at genopfinde sig selv, men du er igang ❤
    Sæt dig selv små mål hver dag, og sæt pris på at nå dem.
    Tillykke med din blog – jeg tror du får glæde af den, og så er det i øvrigt en vanvittig dejlig julekjole du har syet…
    De bedste ønsker til dig ?

  3. Hej Nina. Jeg synes du er en modig kvinde med stort mod, at du skriver dette her. Jeg er selv meget kreativ og har det på samme måde som dig, bare andre årsager. Og jeg arbejder også kun få timer om ugen (4). Dog ser jeg ikke min kreativitet som at flygte, sådan som du beskriver det, men den gør noget godt for mig, og jeg bliver glad af at gøre nogle ting som jeg kan lide. Jeg håber for dig, at du også kan få det vendt den vej rundt, og at du med tiden kan se det positive i, at sådan har du det/sådan er dit liv. Jeg ville også gerne kunne sige til dig “sig til, hvis jeg kan gøre noget”, men må erkende, at hvor meget jeg end vil, er overskuddet der ikke. Jeg ønsker så meget for dig, at du kommer ovenpå igen. Mange kærlige hilsener Lisbethh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

* Copy This Password *

* Type Or Paste Password Here *

4.232 Spam Comments Blocked so far by Spam Free Wordpress