Opbavaring af Chiaogoo wire

Jeg har syet denne pung til opbevaring af wirene til mine Chiaogoo strikkepinde. Den er med 6 lommer og måler 12 x 12 cm og jeg har broderet wirenes længde på med min symaskine.

Jeg har lavet en vejledning til hvordan jeg har lavet pungen.

Mønsteret er kun til eget brug, det må ikke sælges videre og der må ikke produceres punge ud fra mit mønster og sælges uden min tilladelse. Jeg håber dette respekteres da jeg har brugt mange timer og kræfter på at lave en vejledning så andre også kan få gavn af sådan en pung.

Til lommerne har jeg brugt et stykke bævernylon på 50 x 90 cm og til omslaget har jeg brugt et stykke quiltet stof på 15 x 100 cm. Til lukning har jeg brugt 2 plastik KAM-knapper. En anden gang vil foretrække at bruge et tyndere materiale end bævernylon.

Fremgangsmåde:

Klip 3 stykker stof til omslaget i følgende mål

1 stykke på 14,5 x 14,5 cm

1 stykke på 14,5 x 24,5 cm

1 stykke på 14,5 x 37 cm

Målene er inklusiv 1 cm sømrum.

Sy de 2 mindste stykker sammen og lad et hul i midten af syningen på 6 cm stå åben til at vende gennem. Pres styningen og læg de 2 stykker som nu begge måler 37 x 14,5 cm til side.

Klip 6 strimler på 14×46 cm, dette er inklusiv 1 cm sømrum

Sy først strimlen sammen på den korte led og lad et hul stå åben i midten for senere at kunne vende.

Fold strimlen så syningen er placeret i midten (brug en linial) , pres og sy de lange sider sammen.

Vend nu retten ud og skub hjørner ud f.eks med en strikkepind. Pres den igen og sy ikke hullet sammen, da lommen er nemmere at arbejde med hvis det forbliver åben. Lav i alt 6 af disse.

Hvis der skal være tekst på lommerne skal det broderes på nu inden du forsætter. Teksten skal være i toppen af lommen på lommens inderside, det er den side hvor hullet er. Teksten skal begynde 1 cm fra kanten for at der er plads til at sy lommerne sammen uden at sy over teksten.

Nu skal stykkerne syes sammen til lommer. Start med at sætte stykkerne sammen endten med knappenåle eller clips. Kig på billedet herunder og sørg for at hullet og teksten ligger på nøjagtig samme måde som jeg har gjort, så det hele kommer til at vende rigtigt.

Sy stykkerne samme der hvor du har sat dem sammen. Syningen skal ligge 5 mm fra kant, være centreret og 4 cm lang.

Sy de halvfærdige lommer i omslaget 1,5 cm nede fra omslagets kant i den ene ende og 11,5 cm nede i den anden ende. Sømmen skal være 4 cm lang og centeret på samme måde som da lommerne blev syet til hinanden. Bemærk at jeg har vendt lommerne forkert og du derfor bør vende dem en halv omgang i forhold til billedet.

Fordel lommerne så de fylder mindst muligt og læg det andet stykke til omslaget over og sæt det fast med nåle eller klips, men start kun med den ene side og ende da det gør processen nemmere.

Når siden og enden er syet sammen foldes lommerne ind så de fylder mindst muligt og Ikke er i vejen for at resten kan syes sammen og sy den sammen.

Klip hjørnerne skrå og vend hele arbejdet gennem hullet.

Sy nu en pyntesøm rundt i omslagets kant.

Giv den yderste lomme i hver ende et par sting så de bliver syet fast i omslagets foer og sy hullet i omslaget pænt sammen så det bliver så usynlig som muligt.

Nu skal lommerne syes sammen i siderne hver for sig så der bliver dannet 6 lommer.

Som det sidste skal der sættes trykknapper i og så er pungen færdig

Næste gang jeg skal sy sådan en pung vil jeg bytte lidt om på rækkefølgen. Inden lommerne syes til hinanden, så syr jeg dem alle til omslagets foer med en 2 cm centeret syning på maskine. Så syr jeg dem først til hinanden når omslaget er syet sammen og vendt. Det kræver muligvis at hullet i omslagets foer er 2 cm større, men det skal absolut prøves.