Sandwich brød med rug

Ingredienser:
5 dl lunken vand
25 gram flydende malt
10 gram tørgær
10 gram bageenzym
1 spsk. salt
200 g fuldkornshvedemel
100 g stenformalet ølandshvedemel
300 g sigtet rugmel (almindelig rugmel kan også bruges, så bliver brødet bare lidt grovere)

Fremgangsmåde:
Bland alle de tørre ingredienser godt og tilsæt vand og flydende malt.

Dejen æltes nu grundigt i helst ca. 10 minutter, helst i en røremaskine da den ikke egner sig til håndæltning da den er meget blød.

Fjern dejkrogen fra maskinen og lad dejen hæve i skålen i 1.5 time, husk den skal være dækket med låg eller viskestykke så den ikke tørre ud.

Der er nu 2 måder at fortsætte på, endten hælder du dejen ud i en bradepande beklædt med bagepapir. Ellers kan du med en våd grydeske fordele den i smurte foliebakker, når jeg gør det bruger jeg 5 bakker og putter ca. 230 gram dej i hver.

Lad nu dejen hæve i 30 minutter mens ovnen varmes op til 200 grader varmluft.

Bag brødet i 18-20 minutter.
Når brødet er bagt, skal det ud af bradepanden eller foliebakkerne og køle af på en rist.
Når brødet, bagt i bradepanden, er kølet af deler du det i de ønskede stykker.