Meget af dagen i dag har gået med at sy denne sele til vores nye familiemedlem Jello.
Jeg havde lånt en sele af en bekendt som har dværg pincher, men Jello vokser som ukrudt og selen var begyndt at komme for tæt på hans forben.
Jeg havde længe gået og tænkt over hvordan jeg helst ville have en sele til at sidde på hunden og hvordan jeg kunne sy den.
Selen jeg har fået syet er Y-formet så hunden har frie skuldreblade og vinklet så den sidder langt tilbage på brystkassen så albuerne ikke skraber imod selen. Denne pasform gør også at hunden ikke kan vride sig ud af selen.
Jeg vil ikke sige at den var nem at lave! Det krævede meget sprætten op og omsyning før den var som ønsket, fordi min symaskine ikke kunne gabe over de tykke lag stof, fordi jeg havde valgt at bruge neopren som polster.
Næste gang jeg syr en sele må jeg finde på et andet materiale til polster og der bliver også nogle ting som jeg vil gøre anderledes. Jeg er dog meget tilfreds med resultatet og glæder mig til teste den på gåtur i morgen.